Budskab:
Mennesket har altid et valg – en universel magt, vi ofte glemmer. For de fleste af os er der, midt i livets værste udfordringer, en lille, men afgørende frihed: Valget om, hvordan vi reagerer, hvordan vi tænker, og hvordan vi møder dem. Når vi bliver bevidste om denne frihed, opdager vi, at vi ikke behøver at være fanget i offerrollen, i stedet tager vi magten tilbage i vores eget liv. Måske vi ligefrem bliver frigjorte.
”Det vi vander gror.” Denne sætning er for mig blevet den ypperste sandhed i livet. Den har jeg ikke altid været bevidst om. Langt fra. Men jeg har efterhånden lært, at vi kan vælge hvor vi retter vores opmærksomhed, når livet er udfordrende.
Jeg ved godt, at det lyder provokerende. Alligevel er der en dyb sandhed i det. Det handler ikke om, at vi skal være lalleglade eller teflonbelagte og lade svære ting passere uden at det rører os. Tværtimod er det naturligt og nødvendigt at tillade sig selv at føle sorg, vrede, frustration og tristhed.
Jeg er selv blevet konfronteret med livets sorger og kriser. Nogle af mine nærmeste har også gennemlevet det mest ubarmhjertige. For eksempel min veninde, som har et kronisk sygt barn, der gør, at hun sjældent får sovet og lever i konstant alarmberedskab. Alligevel møder hun op til min fødselsdag med overskud, mildhed og en smittende glæde. Jeg observerede hende, fuld af beundring. Mine børns farmor har været igennem kriser og sygdomsforløb, der ville kunne knække de fleste. Det på trods, er hun et af de mest kærlige, generøse og positive mennesker, jeg kender.
Man spørger sig selv: Hvordan kan nogle mennesker vælge glæden, når livet har været så brutalt? Jeg mener, at det netop handler om valg. Et valg om, hvordan vi forholder os til det, vi ikke kan ændre. Det handler om at give plads til mørket, uden at vande det. Når vi bliver bevidste om det valg, tager vi magten tilbage i vores liv. For nogle mennesker bliver det evigt negative narrativ derimod en del af deres identitet, og det er jeg overbevist om, er skadeligt. Ikke både for dem selv, men også for deres omgivelser.
Jeg tænker ofte på Viktor Frankl, forfatteren til bogen Menneskets Søgen efter Mening. Han overlevede flere KZ-lejre, mens hans familie blev udryddet af nazisterne. Heriblandt hans gravide kone. Alligevel fastholdt han, at selvom smerte er uundgåelig, kan vi vælge hvordan vi håndterer den og bruger den til at bevæge os fremad med en dybere forståelse af livet. Dette valg er en kraftfuld erkendelse.
Den erkendelse minder jeg mig selv om dagligt. Derfor vander jeg også taknemligheden, som den største selvfølge. Selv på dage, hvor der ikke er noget åbenlyst at være taknemlig for. Det har forandret mit liv. Ved at tage styring over mine tanker og skifte fokus fra det mørke til det lyse har jeg oplevet en stor frigørelse. Det lyder måske højstemt eller naivt, men min tilgang til livet har været alt andet end godtroende.
Da jeg indså at jeg selv har magten over min tanker, blev jeg fri. Jeg opdagede, at mine forventninger til livet kunne justeres, og pludselig blev mit liv mere fuldendt og ja, positivt. Ikke fordi alt blev perfekt, men fordi mit syn på det forandrede sig.
Jeg taler ikke fra et privilegeret sted. På papiret har jeg mindre nu, end jeg har haft i mange år. Jeg bor i en mindre bolig, har færre ting og lever med en usikker økonomi.
Det er så nemt at tage det gode for givet og dvæle ved det, vi mangler. Næste gang det sker, så vil jeg anbefale at vande taknemligheden som den største selvfølge. Det kan være det første skridt mod en ny begyndelse. Mod større frihed. Hvor du tager magten tilbage over dine tanker.
Disclaimer: Jeg er fuldt ud klar over, at nogle har gennemlevet så grusomme oplevelser, at deres sjæl og sind er blevet så formørkede, at valget om at se lyset ikke længere er en mulighed for dem. Det er de mennesker, vi ikke bare skal sende vores dybeste bønner til – men også række ud til, hvis vi kan.